Stutteri Krarup
17. december 2009

Så kom vinteren sandelig til fyn! Da Jan skulle køre hjem fra arbejde i går fra Vissenbjerg på højfyn, lå der 40-50 cm. sne oven på hans lille Peugeot. Det tog ham 1 1/2 time at køre hjem fra arbejde, hvilken ca. er dobbelt så længe som sædvanligt. Ind imellem havde han så tilmed også lige været ned og ligge i grøften. Han var heldigvis så heldig, at der indenfor 5 min. kom en lastbil fra Tommerup Trælast og trak ham op. Det varmer virkelig at der stadig er mennesker der bare sådan lige stopper op og hjælper andre i nød. Tak for det,- det er inspirerende!
Her til morgen blev Jan så ringet op af sin mester, at han ikke skulle komme på arbejde, da firmabilerne ikke ville kunne køre ud af indkørslen under nogle omstændigheder.
Det var dejligt for mig, for så havde jeg en chauffør til at køre mig på arbejde. Jeg er ikke glad for at køre i snevejr, efter at have været kørt galt. Der var 2 af mine kollegaer som ikke kunne møde op p.gr.af sne. Vi havde heldigvis ikke fået så meget sne her, som længere nordpå.
Busserne var også indstillet p.gr.af vejret, så børnene kunne ikke komme i skole. Jeg tror at Majken blev glad. Hun gik ihvertfald på besøg hos Fie, hvor de så hyggede sig hele dagen.
Ponyerne havde is i pelsen da jeg kom hjem og lige fik taget et par billeder af dem, og der var ingen tvivl om at de var glade for at komme ind og få noget wrap.
Jeg synes også at det er dejligt at komme ind i brændeovnens varme. Vi er så småt ved at komme i julestemning, og stearinlysene hjælper helt sikkert også på hyggen. Vores røde kastrerede hankat ligger foran brændeovnen det meste af dagen, og er nærmest ikke til at drive ud af døren, end ikke når han trænger til at gå på wc, han venter helt klart til sidste øjeblik..! 

Krarups Foxy Lady i sneen. Hun er 1 år.
8. november 2009
Kristina har redet Impala et par gange om ugen i oktober måned, og idag da det var et fint efterårsvejr, besluttede vi os til at hun var klar til en tur i skoven. Desværre var batteriet på kameraet fladt, så vi ikke kunne få taget et billede i dag. Jeg sadlede Titania op, og Kristina tog som sædvanligt Impala, og så red vi afsted mod skoven. Skoven er visse steder noget tung, efter den megen vand der er kommet på det sidste. På et bestemt sted ligger der også en "sø" midt på vejen, både sommer og vinter, og idag var den absolut heller ikke blevet mindre. Impala kiggede da også noget, og gødede. Men gik derefter i Titanias fodspor, igennem sumpen i fineste stil. Jeg er så stolt af den pony. Hvis der skulle være en der er interesseret i at få sådan en pony, som vi bare har kunne lægge sadel på, og derefter sætte os op på for at ride. Ja, så vil hun være til salg til den rette. Når man vælger at lægge føl til, skal der også af og til en pony ud af stalden.
20. september 2009
Nu er det  vist ved at være på tide med en opdatering af hjemmesiden. Sommeren har været lang og god, og i øjeblikket nyder vi den skønneste varme septembermåned. Vores 2 3-års hopper Fatamorgana og Impala har været til kåring i Revsø hvor de begge blev kårede i 2A. Det var en dejlig weekend, hvor vi nød samværet med alle de andre new forest entusiaster i danmark, som havde taget turen til det sønderjyske. I dag har vi været med til at bjærge 158 baller hø af egen avl. Det er skønt at prøve at få noget rigtigt hø, og ikke mindst af egen avl.  Virkelig rart at have, inden det er koldt nok til at vi kan åbne vores store wrapballer.Det er helt utroligt at man kan være så heldige at lave det så sent på året. Vi har også fået  gravet ud til fundament på løsdriftstalden, og til de planlagte 6 boxe der skal være derinde.
Krarups Impala og Jan
15. juni 2009
Så er Det Fynske Dyrskue 2009 vel overstået. Torsdag hvor vi normalt kører vores pony til dyrskuet stod i regnvejrets tegn fra tidlig morgen. Jeg fik ordnet Impala og fik hende flettet op, og vi drog afsted mod Odense ved 18-tiden. Det regnede stadig i stride strømme. Fredag havde vi tørvejr om formiddagen til bedømmelserne, hvilket var et dejligt afbræk, og Ole Wienecke fik heller ikke våde papirer. Vores 3 årige Impala fik 22 point, og gik nr. 2 efter dejlige Stegstedgaards Angelina. Vi havde 3 skønne dage på dyrskuet hvor vi også fik snakket, grinet og hygget. Hvor er det skønt at få hilst på alle ens ponyvenner. Jeg fik også snakket hilst på Anita Bommelund, som nu ejer  Krarups Sensei, som vi har avlet. Hun fortalte at Sensei nu er tilredet, og går så fint med de forskellige ryttere, der kommer hos hende og får undervisning. Ligeledes har hun kørt ham til. Hun var så begejstret for ham, at hun gerne ville have endnu en rød dartmoor, hvis det var muligt. Vi avler bare ikke dartmoor længere, så vi kan ikke hjælpe, desværre. Lisbeth som nu ejer Krarups Schumi, kom også forbi og fortalte at Schumi stortrivedes,- hvor er det skønt at høre når det går ens ponyer godt :-)
Her til morgen kom Arne og slog vores græs, og han kommer senere og vender det. Planen er at det skal presses og pakkes ind på torsdag, så vi håber det lykkes.
31. maj 2009
Idag har jeg været sammen med 16 islænderheste og deres ryttere på tur til Lundeborg. Vi havde en vidunderlig tur der nede. Vi red i skovene, på vejen og en hel masse på stranden, hvor vi var ude at bade. Titania er kun 5 år, og det var hendes første tur i byen, hvor hun var under rytter. De første 20 min. var hun lidt ekstra vågen, og oppe på dupperne, men efterhånden som tiden gik, slappede hun mere og mere af. Jan var taget med, for dels at køre traileren, men også for at tage en masse billeder. Efter næsten 2 timers ridning, holdt vi pause i 15 min. hvor alle slappede af, og vi fik lidt at drikke og spise som på forhånd var lagt ud til stranden. Så red vi endnu 1 times tid, og vi sluttede af med en hel del trav og galopering. Vejret havde vist sig fra sin allerbedste side, og vinden som vi har haft i nogle dage havde lagt sig, så vi havde en skøn tur. Det var faktisk til at blive helt høj af. Síkke en dejlig tur.
17. maj 2009
Fatamorgana har nu været redet i godt 4 uger på banen. Hun kan skridte, trave, galopere, parere og træde tilbage. Så hun skal bare lige rides et par dage mere, så er det planen at hun skal stå til hun er 4 år, og så langsomt startes op igen. Hun har værert rigtig sød at ride til. Efter 2 dage i longe og med sadel på, satte jeg mig bare op og red. Det er fantastisk, som det nogle gange bare er så simpelt, og det er virkelig skønt at have med sådan en ukompliseret pony at gøre. Hvis alt går vel, skal hun have en lille pause, inden vi skal igang med at træne til kåringen i juli i sønderjylland.
10. maj 2009
Sikke en dejlig weekend, men sørme også travl, da jeg også skulle på arbejde alle de 3 bededagsdage. Førstesalen en blevet færdig, og Majken en flyttet ind. Jan har samlet seng, bord, kommode m.m. Og Majken har allerede sovet der sammen med sin veninde Ann Sofie. Lørdag kørte vi også på Elmholt for at hente Fiji og Initial A, som var færdige med at være hos Maroon. Nu krydser vi bare fingre for at besøget bærer frugt til næste år :-))) Søndag er gået med at integrere hele hesteflokken, men det gik fuldstændig uden problemer, da Fiji er lederen, og da heller slet ikke havde nogle problemer, og ganske stille og roligt satte tingene på plads. Vores følbasse er blevet stort, ganske som Hilda havde advaret mig om i telefonen. Og hun er også begyndt at vise sin kommende nye sorte farve. Stadig lige sød, tillidsfuld og nem, som da vi kørte afsted men hende i april til Elmholt. Dejligt at have alle hjemme igen.
19. april 2009
Idag var det endelig blevet den dag hvor vores datter Majken skulle konfirmeres i Krarup Kirke. Det er  en dag der har været ventet længe, med stor glæde. Vejret viste sig fra sin allerbedste side, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Og beboerforeningen havde sat flagalleen op, så det så flot ud, når man kom kørende ind igennem Krarup. Vinden var lidt kølig, som den så ofte er på en aprildag, men det bemærkede man slet ikke, når man så alle de smukke unge konfirmander. Vores gode præst Ole holdt en fantastisk gudstjeneste, som mange af gæsterne bagefter talte beundrende om. Der var stuvende fuldt i kirken, og 16 konfirmander der skulle konfirmeres denne dag. Så mange havde der ikke været siden 1970. Vi havde fået Jesper, Nicolai og Linda til at medbringe deres Peugeot Capriolet, som en overraskelse for Majken, da hun er helt vild med Capriolet´er. Dejligt at de ville gøre det for Majken. Ingeborg, som nu har vores gamle Sika, blev afhentet i et 4-spand af brune shetlændere,- så hun kom også standsmæssigt afsted. Festen skulle afholdes i Haagerup Forsamlingshus. Dagen forinden havde Gitte Tost og jeg dækket bordet, så det stod flot og tog imod os når gæsterne kom. Michael Tost havde lavet maden til os, ligesom han også gjorde til Jans 40-års fødselsdag. Denne gang snød han os heller ikke, og vi fik den allerskønneste 1. klasse mad. Majken ville gerne have rejecocktail som forret. Til hovedret var det enebærstegt oksemørbrad med grøntsagssoufflé, svampe-bønneragout, pommes rösti og trøffelsauce. Desserten var mandelrand (kage) med frisk frugt og rørt is. MUMS, kan jeg bare sige. Vi havde fået vores lokale, meget dygtige musiker Steen til at underholde os, og det gjorde han på allerbedste vis. Mange fik vist deres færdigheder udi Limbo-kunsten. P.gr.af de mange gode sange og Jans tale, skred planen lidt. Til allersidst fik vi natmad, som Majken havde bestemt skulle være mexicanske madpandekager med salat, ris, salsa og guacamole. Så vi var ikke mange der kunne vrikke med ørerne derefter. Vi havde alt i alt en skøn dag, og er glade for at så mange var mødt op for at fejre vores smukke dejlige Majken. Tillykke, og velkommen i de voksnes rækker,- med alt hvad det indebærer.
Majkens gode veninde Kristine til venstre, og vores guldklump Majken til højre...
13. april 2009
Vi har i dag kørt Odbjergs Fiji med hendes føl Krarups Initial A til hingst. Valget er i år faldet på Sophienhofs Maroon NFH 135. Selvom vi er ovenud tilfredse med vores 2 Bandit-døtre, synes vi også at Maroon er en spændende hingst, med en god haseaktion.
15. marts 2009

Fiji har stået med vokspropper siden lørdag aften. Søndag eftermiddag tager jeg alle ponyerne ind allerede ved 17-tiden. Og kl 19 går jeg lige et smut i stalden, hvor alt ånder ro og fred. Fiji står og gumler wrap, og det gør de andre også. Kl. 20.10 laver folingsalarmen mærkelige uorganiserede lyde, da det er blevet påvist at der er "larm" i området som går ind over alarmen. Jeg vælger at gå ned i stalden og kigge alligevel, og ser at der ligger et lille fint nyt sort hoppeføl med stjerne og sok og kode på bagbenene. Stadig med hammen halvt på, og Fiji står allerede op. Efter en times tid kommer efterbyrden. Men begynder Fiji skiftevis at lægge sig ned, og rejse sig op. Føllet er begyndt at være interesseret i at patte, men det har Fiji ikke ro til. Kl. 22.05 tør jeg ikke at vente længere, og ringer til Peter Knold på Årslev Dyreklinik. Han er hos Fiji og mig inden der er gået 20 min. :-))) Fiji får noget smertestillende og et kalkdrop, og føllet bliver vaccineret. Forinden har Peter tjekket at hele efterbyrden er kommet fuldstændig ud. Fiji får hurtigt sit gode udtryk i øjnene igen, efterhånden som smerten fra den irriterede tyndtarm, som nærmest var ved at boble over, havde fortaget sig. Nu stod Fiji stille og lod sin lille fine nye datter die. Det var dejligt at se. Fred og idyl, et dejligt sort hoppeføl, og en rolig hoppe. Så bliver det vist ikke bedre! Mens Fiji var urolig, fik Initial A hilst på sin storesøster Foxy Lady, som stod i naboboksen med hovedet helt inde imellem tremmerne, og ved at revne af nysgerrighed.

12. februar 2009
Så er alle 5 ponyer blevet vaccinet igen. Dyrlægen mente at vi her i Krarup havde rekorden i sne, men der er virkelig også postkort hvidt alle vejne. Billedet af Foxy Lady er dog fra tidligere på året, nu ligger der sne op af drivhuset. Vi går samtidig ind i den sidste måned, da vi regner med at Fiji skal have føl i midten af marts.
5. januar 2009

Igår kom der sne til "De sydfynske alper". Jeg nærmest gled hjem i bilen, efter at have været på arbejde. Temperaturen havde ligget på begge sider af frysepunktet, og der var isglat selv på hovedvej A8. Idag kom der også masser af sol, og ponyerne nød at tusse rundt i sneen.

2. januar 2009

Vi er kommet rigtigt godt ind i 2009, og håber at det samme er tilfældet med jer andre.  Der var ikke meget nytårsskyderi her i Krarup, og det var vi selvfølgelig glade for. Vi havde dog alligevel sat ghettoblasteren op i stalden, for  overdøve de allerværste knald. Fanny som normalt var den der havde det sværest nytårsaften, har vi jo ikke mere... De andre så ud til at tage det stille og roligt, og det gjorde det lidt nemmere at være ponyejer, når man kunne se at de alle stort set havde det som en sædvanlig aften i stalden. Nu bliver dagene længere og længere, hvilket jeg personligt nyder. Ridebanen er i øjeblikket frosset, så det bliver bare til en tur i ny og næ. Den næste større begivenhed bliver i marts måned, hvor vi ser frem til at Fiji skal fole. Hun står her i sin røde vinterdragt, på sin "flise".

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE